Ferenc Krausz | |
---|---|
Personlig information | |
Født | 17. maj 1962 (62 år) Mór[1], Ungarn |
Uddannelse og virke | |
Uddannelsessted | Budapest Universitet for Teknologi og Økonomi (1981-1985), Eötvös Loránd-universitetet (1981-1985), Wien Tekniske Universitet (1988-1991) |
Medlem af | Ungarsk Videnskabsakademi, Det østrigske videnskabsakademi, Academia Europaea (fra 2012), Deutsche Akademie der Naturforscher Leopoldina (fra 2016), Ruslands Videnskabernes Akademi (fra 2011) |
Beskæftigelse | Elektroingeniør, universitetsunderviser, kernefysiker, fysiker, teoretisk fysiker, laserfysiker[2] |
Fagområde | Attofysikk[3] |
Arbejdsgiver | Munich-Centre for Advanced Photonics (2006-2009, 2010-2019), Ludwig-Maximilians-Universität München, Wien Tekniske Universitet, Max-Planck-Institut für Quantenoptik (fra 2004, 2007-2009) |
Arbejdssted | München, Wien, Garching bei München |
Nomineringer og priser | |
Udmærkelser | Zeiss Research Award (1998), fortjenstkors af Forbundsrepublikken Tysklands fortjenestorden (2011), Sankt Stefans-ordenen, Preis der Stadt Wien für Naturwissenschaften (2006), Quantum Electronics Award (2006) med flere |
Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. |
Ferenc Krausz (født 17. maj 1962[4]) er en ungarsk fysiker, der arbejder med attosekund-videnskab. Han er direktør for Max Planck Institute of Quantum Optics og professor i eksperimentalfysik ved Ludwig-Maximilians-Universität München i Tyskland. Hans forskningsgruppe har genereret og målt den første attosekund-puls og brugt det til at fange en elektron bevægelser inden i atomer, der grundlagde attofysik.[4] I 2023 modtog han nobelprisen i fysik sammen med Pierre Agostini og Anne L'Huillier.[4]